Karantæners betydning for spredning af coronavirus
Mens coronavirussen breder sig med hastige skridt i Kina forsøger alle lande at mobilisere et beredskab, der skal stå klar til at begrænse smitten. Et af de tiltag, der anvendes er at sætte smittede eller personer, der muligvis er smittede, i karantæne. Her regner vi på, hvordan sygdommen kan udvikle sig i Danmark fra en enkelt smittebærer, og hvor hurtigt man skal sætte patienter i karantæne for at det er effektivt.
For omkring et år siden var der er enormt udbrud af mæslinger i Samoa, hvor over 2% af befolkningen blev inficerede, og hvor næsten 1.5% af de inficerede døde. Dengang brugte vi en SIR-model, til at beskrive, hvor stor en andel af en population, der skulle være vaccinerede for at undgå en epidemi.
Her ser vi på en variant af SIR-modellen, der udvider den klassiske SIR-model på to punkter, der er relevante for problemstillingen for coronavirus: for det første kan man have en inkubationsperiode, hvor man kan smitte andre, men ikke selv har nogle symptomer, og for det andet kan myndighederne beslutte sig for at sætte smittede og/eller eksponerede i karantæne.1 SIR-modellen og dens udvidelse er en deterministisk model, der bedst egner sig til at beskrive de overordnede trends i en stor population. Eftersom vi vil beskrive udbrud for hele Danmark, så virker det rimeligt at opfatte dette som en stor population. SIR-modellen er beskrevet i detaljer i det tidligere indlæg., og her bygger vi direkte videre på det tidligere indlæg. Det gamle indlæg kan altså med fordel læses igen.
Og lad mig lige understrege, at indlægget og resultaterne skal betragtes som “udregninger på bagsiden af en konvolut”. Hverken mere eller mindre.